Cinemateket, Gothersgade 55, København K
MØD INSTRUKTØREN: MANIA AKBARI
I samarbejde med Museet for Samtidskunst og dets program Global View arrangerer Cinemateket et lille retrospektiv af den iranske filminstruktør Mania Akbari. Mange vil huske hende som den smukke, emanciperede kvinde i Abbas Kiarostamis teheranske storby-blues 'Ten', der bl.a. speed-skændtes med sin teenagesøn (at det også var hendes søn i virkelighedens verden, Amin Maher, lagde ekstra alen til autenticiteten). Efter den film slog Mania Akbari, der tidligere havde været billedkunstner, ind på filmvejen og har siden leveret bidske, tankevækkende, personlige og meget forskelligartede film om det moderne Iran, om køn, krop og politik - ofte i et krydsfelt mellem fiktion og dokumentar.
Billetbestilling: Cinemateket
PROGRAM:
Tirs 25/2 kl. 19.15
From Tehran to London af Mania Akbari, 2012 / 105 min. inkl. Q&A med instruktøren
Det er fortællingen om et ægteskab på vippen - mellem den selvstændige kunstnerkvinde Ava og hendes gemal Ashkan, som elsker hende, men samtidig giver hende en rolle, hun afskyr. Ava er stærkt opsat på en skilsmisse, men både hendes energiske søster (der selv er ulykkeligt enlig) og en uplanlagt graviditet gør det svært for hende. Filmen 'From Tehran to London' skulle egentlig have foregået I Iran alene og heddet 'Women Do Not Have Breasts'. Pga. Mania Akbaris flugt fra Iran blev den færdiggjort i England og omdøbt. Efter filmen oplev Mania Akbari i samtale med programredaktør Rasmus Brendstrup.
Tirs 25/2 kl. 21:30
One.Two.One af Mania Akbari, 2011 / 99 min. inkl. introduktion ved instruktøren
Filmen 'One.Two.One.' er et trekantsdrama og en undersøgelse af kærlighedens og tilgivelsens kår i et nutidigt Iran - komplekst, indsigtsfuldt og med en højdramatisk klangbund (ingredienserne er bl.a. syreangreb pga. jalousi, plastikkirurgi, fængsling og knoglebrud!). Men det hele er fortalt med en stilisering, der løfter filmen et helt andet sted hen end de semi-dokumentariske værker: Få mennesker i dialog på skønhedsklinik, i et fængsel, i en skilift over byen. Eller som i scenen, hvor en ung iransk mand sidder i bankens venteværelse og over mobiltelefonen prøver at overtale sin ekskæreste til at komme tilbage. Han er så følelsesladet, at den unge kvinde ved siden af ham bliver rørt næsten til tårer. Efterfølgende mødes deres øjne. Raffineret, elegant og modig fortællekunst.
Ons 26/2 kl. 16:45
Ten af Abbas Kiarostami, 2002 / 102 min. inkl. Q&A med instruktøren
Abbas Kiarostamis 'Ten' følger den selvstændige Nima (Mania Akbari), der har løjet sig til skilsmisse ved at påstå, at eksmanden er stofmisbruger. Nu har hun sit hyr med mange ting - ikke mindst med at få sin ti-årige søn til at se hende som det egentlige offer. Filmens styrke ligger i spillet mellem disse to jernhårde viljer, der blotlægger både mandschauvinismens og egenrådighedens skyggesider. Titlen refererer til de ti samtaler, der udgør filmen - alle registreret af små digitalkameraer i Nimas bil.
Ons 26/2 kl. 19:15
10+4 af Mania Akbari, 2007 / 97 min. inkl. introduktion ved instruktøren
I denne uofficielle fortsættelse til 'Ten', lavet på opfordring af Abbas Kiarostami, har Mania Akbari indtaget instruktørstolen og giver fluen-på-væggen-stilen endnu et nøk. Vi ser bl.a. hvilken kærlig ung mand, sønnen Amin er blevet fem år senere, og følger Mania Akbari på flere kræftbehandlings-stadier: Fattet og glasklar, døsig og vævende. Filmens egentlige hovedperson er måske Teheran - en by spækket med store følelser og alt for lille albuerum - her bliver bilen en effektiv metafor.
Alle film er med engelske undertekster