Åbne MusikVÆRKsteder
Museet fyldes med nye toner fra violin og kontrabas. Oplev komponist Bo Gunge og musikerne Karen Humle og Jeppe Mørch Sørensen arbejde med Gunges nye værker. Værkerne er skrevet til netop dette projekt og både musikere og museets gæster former musikken på stedet
Vi inviterer til fire Åbne MusikVÆRKsteder i november:
Ons 15. november kl. 16–20
Tir 21. november kl. 12–16
Tor 23. november kl. 12–16
Søn 26. november kl. 12–16
Tre nye Musikværker
Bo Gunge har skrevet værket "3 PRISME-DRONER" direkte til kunstværkerne i udstillingen "Sæt pris på kunsten". Værkerne er skrevet sådan, at notationen minder om den "gamle" musik. Det er et åbent værk i tre satser, og violinisten Karen Humle og kontrabassisten Jeppe Mørch Sørensen skal sammen med komponist og publikum finde ud af, hvordan musikken skal spilles.
"Nogle gange er jeg misundelig på Monteverdi! Ikke fordi han er død, men fordi i den klassiske musiks morgen var det ikke nødvendigt at skrive så meget. En komponist tilrettelagde musikkens grundlæggende træk, men det endelige resultat opstod i samarbejdet om opførelsen. Og i det samarbejde kunne mange ting ske."
- Bo Gunge
Værket Består af tre satser
- Intrada åbner værket. Musikerne får et partitur og et 'bartitur', altså et bart partitur hvor der kun er noder, ingen anvisninger på, hvordan musikken skal formes.
- Solodanser er dansemusik til Christian Falsnaes værk, The title Is Your Name. Her sætter en publikum ved en tablet og bliver guidet igennem at lave sit eget værk, en selfie-video på nogle minutter. Undervejs vælger man bl.a. hvordan man vil danse undervejs. Musikerne betragter den besøgendes dans og beslutter derudfra, hvad der skal spilles og hvordan.
- Mønstre er til udstillingslokalet på 1. sal, hvor der er kunstværker, som består af rammer med udsmykning og en videoinstallation af Kirsten Astrup. I Mønstre går musikerne i dialog med installationen. Noderne til Mønstre er meget nøgne; der er kun et 'bar-titur' her.
Praktisk Info
Det er gratis for børn og unge. Og der er mulighed for at købe en kop kaffe eller te for 20 kr.
Kort om projektet
I Åbne MusikVÆRKsteder arbejder en komponist og to musikere på Museet for Samtidskunst. Over fire dage vil de gå i dialog med de besøgende og inddrage stedets forskellige rum. Publikum kan opleve hvordan nye musikværker bliver til, tale med kunstnerne og lære mere af samtidsmusikken at kende.
Tak til
Tak til Kulturpuljen Roskilde Kommune, Dkf, Dmf Roskilde, ROZEbørnekoncerter og Solistforeningen.
Projektet er støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje / KODAs kulturelle midler.