Flâneuse de l'Europe
Flaneuse de l’Europe er et lydværk og en bog lavet til Museet for Samtidskunst af kunstneren Mette Kit Jensen, som en del af projektet Museet går i byen.
Mette Kit Jensen arbejder med sociologiske og indre topografiske forestillinger omkring aktuelle byrum. På det seneste er hendes tilgang til kunstnerens relation til specifikke steder blevet mere historisk.
Hun er interesseret i konceptet "flâneur" som kunstnerisk metode. Konceptet til denne fremgangsmåde er inspireret af idéen Flaneuren, en kunstner, en levemand og en frihedssøgende sjæl, der drev rundt i gaderne i det moderne gadebillede i 1860’ernes Paris på jagt efter oplevelser og inspiration i bylivet. Den franske digter Charles Baudelaire beskrev i 1863 flaneuren således: ”Menneskemængden er hans rette element. Som luften er for fuglene og vandet er for fiskene”.
Hun har flaneret storbyernes pulserende liv, ladet tilfældet råde og opsamlet historier. Lydvandringen består af en række små fortællinger om pudsige hændelser og iagttagelser indsamlet på rejser til Europas storbyer. Historierne er kædet sammen til en lang fortælling som kobler sig på steder i Roskilde. Reallyde er blevet optaget i Roskilde og blander nu steder og episoder sammen i en lydcollage i en evig vekslen mellem nærvær og flash back til andre byer.
På sin vandring som flânøse har Mette Kit Jensen samtidig indsamlet flere flamboyante genstande: en sammenklappelig spadserestok , et lommeur med et lille spejl i låget, en smiley dækket af simili diamanter og meget mere. ”Billigt bras, som ser dyrt ud”, som passer til flanøsens stil og personlighed, og som er inspireret af de episoder og mennesker, som optræder på audiowalken og i bogen.
Lydværket tager museumsgæsten ud af museet og rundt i Roskilde, mens de små fortællinger bliver fortalt fra en medbragt mp3 afspiller. Bogen indeholder fortællinger og billeder af de indsamlede genstande, samt en lille bykort over Roskilde, der viser ruten for vandringen rundt i Roskilde.
Museet går i byen
Udstillingen er en del af Museet går i byen - et internationalt kunstprojekt med deltagelse af danske og udenlandske kunstnere. Det primære formål er at formidle samtidskunstens mange nye kunstformer til et bredere publikum ved at bringe kunsten ud forskellige steder i Roskilde og dermed uden for museets afgrænsede rum. Læs mere om Museet går i byen her
Om kunstneren
Mette Kit Jensen (f. 1962) er uddannet fra Kunstakademiet i Hamburg (1995-2002) og på teori og formidling på Kunstakademiet i København (2004). Mette Kit Jensen arbejder med skrift og handling som omdrejningspunkter og har lavet en række værker, der har fundet sted i det offentlige rum. Se mere om kunstneren på www.mettekitjensen.dk.
Lydteknik og redigering: Krister Moltzen
Grafisk design: Pulsk Ravn