Placements
Fra den 22. marts til den 8. september 2013 præsenterer Strange Party Orchestra lydinstallationen Placements, som er skabt særligt til Palæhaven.
Strange Party Orchestra består af komponisterne Anders Vestergaard og Kåre Elers. Vestergaard og Elers komponerer lydbilleder ud fra tanken om, at lyde taler til den menneskelige fantasi og forestillingsevne og at bestemte lyde oftest sammenkobles med helt bestemte lydkilder. I Placements spiller Vestergaard og Elers på det uventede møde med lyde, som ikke normalvis opleves eller forventes i en have. Lytteren præsenteres for lydindtryk og lydlige historieforløb baseret på en række forskellige lyde, som kunstnerne har optaget på deres rejser rundt om i verden. Tilsammen har kunstnerne samlet et kartotek på over tusinde lydoptagelser, hvor hver lyd varer nøjagtig et minut. Det er lyde af metal, vand, glas, maskiner m.m. Lydbillederne i Placements er sammensat ud fra dette kartotek og består derfor af vidt forskellige lyde fra hele verden. Lydene er bearbejdet i en kompositorisk form, hvor de gentages, forskydes, ligger lag på lag og skaber både harmoniske/uharmoniske og rytmiske/urytmiske strukturer.
Strange Party Orchestra´s kunstneriske produktion spænder over 27 års arbejde med lyd og musik. De har opført mere end 500 koncerter, udgivet 8 album samt komponeret musik og lydbilleder til teaterforestillinger, film, nycirkus, radio/tv og udstillinger med lydkunst i Europa.
Læs mere om Strange Party Orchestra på: www.strangeparty.net
Placements er en del af projektet Museet går i byen