Rattle Clank Jingle Keys Locked #2
Et redskabsrum med jagt- og sportsudstyr? Et intimt kammer med fetich- eller torturredskaber? Eller et æstetisk display af luksuriøse designprodukter?
Genkendelige, hverdagsagtige objekter og redskaber, skinnende guldkæder, farverige snore og læder i mønstret patchwork former den usædvanlige, dekorative og surreelle komposition, som møder beskuerens blik i en udendørs glasmontre i en snæver sti ved gågaden i Roskilde. Objekterne insisterer og kalder på fysisk interaktion, handling og performance. Men hvem har egentlig nøglen til dette mystiske redskabsrum? Og hvilke ritualer vil redskaberne indgå i?
(Detalje: Maiken Bent, Rattle Clank Jingle Keys Locked #2, 2015)
I værket Rattle Clank Jingle Keys Locked #2 leges der med modsætninger og spændinger: de lækre materialer, nænsomme syninger og lyse farver står i modsætning til det blanke, hårde stål, jernkæder, piske og hængelåse, der associerer dominans, fangenskab og fastlåste kroppe og tilstande – eller måske netop nøglen til fri, hæmningsløs kropslig leg og udfoldelse.
I Maiken Bents kunstpraksis er spændinger og paradokser underliggende tematikker. I værkerne mødes og mikses traditionelle modsætninger; det feminine og det maskuline, readymade og håndværk, det taktile og det glatte, smerte og lyst, æstetik og fetich, rationalitet og funktionalitet.
Forhold omkring køn og krop er centrale i Bents værker, hvor flere transformationer finder sted. Maskuline (overlevelses)redskaber er forvandlet til feminine, æstetiske designprodukter, som kan kobles til vores samtids fetich-, fitness- og forbrugskultur. Redskaberne får nye funktioner, ligesom kroppen, der også bliver genstand for nye typer performance. Bent præsenterer os for et mangetydigt feticheret univers, hvor grænsen mellem smerte og lyst opløses i en æstetisering af kinky BDSM-apparaturer og kitchet Gucci-bling. Men det legende udtryk har alvorlige undertoner af en udnyttet, straffet eller tortureret krop. Den mere eller mindre abstrakte komposition af genstandene giver ingen endelige svar på, hvad der er på færde, men antyder en række mulige scenarier.
Hvad angår kunstneriske traditioner og spor i Bents praksis, leges der også her med modsætninger og spændinger. Bent indskriver sig i en lang kamp om/med/imod præsentationsformer, dekoration og figuration i kunsten. Med sine usædvanlige kompositioner og mønstre trækker Bent på den abstrakte malertradition fra det tidlige 20. århundrede. Men hvor denne tradition stræbte efter at eliminere den menneskelige tilstedeværelse i værkerne, arbejder Bent netop med den menneskelige krop som en central komponent. Hun benytter readymade-objekterne som både abstrakte og figurative figurer, der skaber en række billeddannelser og performer mangetydige udsagn.
Gennem et æstetisk og sanseligt spil lokkes vi nærmere. Den fortælling og den krop, som er fraværende i værkerne, må beskueren fantasere om. Sådan inviteres vi til at tage del i en leg, hvor det forførende og det frastødende eksisterer side om side.
