Museet går i byen
- Om projektet
- Kunstnere
- Novi_Sad
- Strange Party Orchestra
- Henrik Plenge Jakobsen
- Molly Haslund
- Lilibeth Cuenca Rasmussen
- Karoline H. Larsen
- Mette Kit Jensen
- ACTS - Festival for Performativ Kunst
- Jacob Kirkegaard
- Luzinterruptus
- Kunstreporterne
- Reportage fra Allehelgensoptoget
- Reportage fra Lilibeth Cuenca Rasmussen, Anger ist Power
- Reportage fra ferniseringen på Molly Haslund, Rock Around the World
- Reportage fra fernisering på Henrik Plenge Jakobsen, Kapital
Museet går i byen er et internationalt kunstprojekt med deltagelse af danske og udenlandske kunstnere. Det er samtidig et udviklingsprojekt, hvis primære formål er at formidle samtidskunstens mange nye kunstformer til et bredere publikum ved at bringe kunsten ud i byen. Museet går i byen består af en række udstillinger og arrangementer, som er karakteriseret ved at foregå forskellige steder i Roskilde og dermed uden for museets afgrænsede rum.
Nordeafonden er hovedtilskudsyder til projektet.
Det sker 2014
Museet for Samtidskunst har planlagt en række arrangementer, der kommer til at foregå i det offentlige rum eller andre steder uden for museet.
Værkerne varierer fra audio walks over performances under ACTS - Festival for Performativ Kunst - til sociale interventioner i Roskilde by.
Museet går i byen præsenterer en række kunstnere, som på forskellig vis arbejder med kunst, som sprænger museets almindelige udstillingsrammer og rykker ud i det offentlige rum. Værkerne varierer fra lydinstallationer, koncerter, performance-opførelser og skulpturelle indgreb i Roskilde by til brugerinddragende workshops. Kunstnerne inviteres til Roskilde og går for en stund med museet i byen for at møde publikum i helt nye omgivelser.
Novi_Sad
Den græske lydkunstner og komponist Novi_sad opfører sit lydprojekt Sirens (sirener) akkompagneret af den japanske videokunstner Ryoichi Kurokawas smukke digitale billeder på spillestedet Gimle i Roskilde.
Den primære idé bag Sirens er, at selve performancen udspiller sig i en bevægelse, der er modsat den økonomiske kollaps. Det vil sige, at jo mere økonomien kollapser – illustreret via digitale data, numeriske elementer, statistikker etc. – desto mere og mere intenst stigende bliver både lyd og billeder.
Projektet Sirens undersøger lyden og informationens æstetik. Sirens opbygning er udviklet ved at tillægge numeriske og kvantitative data fra store børskrak i historien på kompositioner, der er bestilt hos andre kunstnere og musikere. Novi_sads komposition involverer således kompositioner af andre kunstnerne: Richard Chartier (US), Carl Michael von Hausswolff (S), Jacob Kirkegaard (DK), Hege Sten (N) og Rebecca Foon (CA).
Performance live-show: Sirens
Tid: 27. marts 2013, kl. 20.00
Sted: Gimle
Læs mere om Novi_sad på: www.novi-sad.net
Strange Party Orchestra
Komponisterne Anders Vestergaard og Kåre Elers står bag Strange Party Orchestra, som har skabt lydinstallationen Placements særligt til Palæhaven ved siden af Museet for Samtidskunst.
Vestergaard og Elers komponerer lydbilleder ud fra tanken om, at lyde taler til den menneskelige fantasi og forestillingsevne og at bestemte lyde oftest sammenkobles med helt bestemte lydkilder. I Placements spiller Vestergaard og Elers på det uventede møde med lyde, som ikke normalvis opleves eller forventes i en have. Lytteren præsenteres for lydindtryk og lydlige historieforløb baseret på en række forskellige lyde, som kunstnerne har optaget på deres rejser rundt om i verden. Tilsammen har kunstnerne samlet et kartotek på over tusinde lydoptagelser, hvor hver lyd varer nøjagtig et minut. Det er lyde af metal, vand, glas, maskiner m.m. Lydbillederne i Placements er sammensat ud fra dette kartotek og består derfor af vidt forskellige lyde fra hele verden. Lydene er bearbejdet i en kompositorisk form, hvor de gentages, forskydes, ligger lag på lag og skaber både harmoniske/uharmoniske og rytmiske/urytmiske strukturer.
Udstilling: Placements
Udstillingsperiode: 22. marts - 8. september 2013
Sted: Palæhaven
Udstillingen er udover Nordea-fonden støttet af Roskilde Kommunes Kulturpulje.
Læs mere om Strange Party Orchestra på: www.strangeparty.net
Henrik Plenge Jakobsen
Henrik Plenge Jakobsen tilhører 1990’er generationen, som rykkede kunsten ud af museer og gallerier - ud i det offentlige rum og ud i samfundet. Han er en del af den gruppe internationale kunstnere, der blev indskrevet i teorien omkring den ”relationelle æstetik”, som handler om kunstens potentiale til at skabe mellemmenneskelige relationer og møder. Plenge Jakobsen arbejder med skulptur, installationskunst og performance både alene og i samarbejde med andre og har en lang udstillingsrække bag sig på museer og udstillingssteder i Danmark og udlandet.
Udstillingen Kapital finder sted både indendørs og udendørs. Museets stueetage er base for udstillingen, der herfra bevæger sig ud i byen med plakater, inddragende performances, skulpturelle indgreb, m.m. rundt omkring i Roskilde. Udstillingen tager udgangspunkt i samfundets vigtige institutioner såsom skolen, politistationen, kirken mm. En guide med bykort samt QR-koder ved værkerne i det offentlige rum fortæller nærmere om værkernes placering og betydning.
Udstilling: Kapital
Udstillingsperiode: 20. september – 16. december 2013
Sted: Museet for Samtidskunst og det offentlige rum
Læs mere om Henrik Plenge Jakobsen på: www.henrikplengejakobsen.net
Molly Haslund
Molly Haslund er performancekunster og arbejder ofte i et krydsfelt mellem performance, skulptur og installation med referencer til både billedkunst, stand up, varieté, litteratur og musik. Haslunds værker spænder over personlige ritualer og musikalske performances til workshops og publikumsdeltagelse. Sidstnævnte er tilfældet i hendes Koordinationsmodeller, som er en serie legeredskaber, der udfordrer deltagerne. Sjippetorv, gynger mv. integreres i redskabssystemer, hvor koordination og samspil de enkelte deltagere imellem er afgørende.
I ROCK AROUND THE WORLD, samles Haslunds gamle og helt ny-udviklede koordinationsmodeller for første gang i en udstilling, som installeres rundt omkring i Roskilde by.
I tilknytning til byrumsudstillingen tilbydes en to dags workshop med billedkunstner Molly Haslund.
Deltagerne skal sammen med Molly Haslund prøve hendes koordinationsmodeller og selv lave ideer til legeredskaber.
Workshoppen er den 17. og 18. oktober kl. 10.00-13.00.
Den er gratis og åben for alle.
Udstilling & workshop: ROCK AROUND THE WORLD
Tid: 21. september - 3. november 2013
Sted: Roskilde by og omegn
Læs mere om Molly Haslund på: www.mollyhaslund.com
Lilibeth Cuenca Rasmussen
Lilibeth Cuenca Rasmussen er en af Danmarks førende performancekunstnere. Med baggrund som billedkunstner er den visuelle præsentation afgørende i hendes performances, der er bygget op omkring kostumer og sange med forskelligt tematisk indhold f.eks. køn, etnicitet eller religion. Siden 2005 har Cuenca Rasmussen lavet live performances for et voksende publikum og optræder i dag overalt i verden.
Museet producerer i samarbejde med spillestedet Gimle et live-show med Lilibeth Cuenca Rasmussen, der er bygget op som en retrospektiv udstilling med et udvalg af hendes performanceværker. Udover Cuenca Rasmussen optræder ensemblet Lydenskab og en række dansere i showet. Det er første gang, der laves et sådan live-show med en dansk performancekunstner.
Performance live-show: ANGER IST POWER af Lilibeth Cuenca Rasmussen med ensemblet Lydenskab
Tid: 22.-23. oktober 2013
Sted: Gimle
Biletter kan købes her
Læs mere om Lilibeth Cuenca Rasmussen på: www.lilibethcuenca.com
Karoline H. Larsen
Karoline H. Larsen arbejder under navnet Creative Actions med kunst i byrum verden over. Hun involverer byens indbyggere i fælles kreative handlinger, som midlertidigt ændrer byrummets udseende, men også deltagernes forhold til både byen og hinanden. Siden 2005 har Creative Actions bl.a. været udført i København, Cape Town, New Delhi, Barcelona, New York og Resende, Brasilien.
I løbet af efteråret laver Karoline H. Larsen 6 workshops med børn, unge og voksne i samarbejde med INSP i Roskilde. Deltagerne skaber i fællesskab et kunstprojekt i form af et Allehelgensoptog, der vil gå gennem Roskilde by i forbindelse med Kulturstrøgsdag den 1. november 2013.
Workshop: Allehelgensoptog
Tid: optog 1. november 2013
Sted: Kulturstrøget
Læs mere om Allehelgensoptoget og se billeder her
Se mere om Karoline H. Larsen på: www.creativeactions.com
Mette Kit Jensen
Mette Kit Jensens lydudstilling Flanuese de l’Europe er en lydvandring i Roskilde by. Europa kommer således til Roskilde i form af fortællinger fra Europa, hvor kunstneren har flaneret rundt i gaderne i storbyer som Athen, Rom, Istanbul, m.fl.
Mette Kit Jensen har drevet planløst rundt i forskellige byer og ladet tilfældet råde og opsamlet historier. Konceptet til denne fremgangsmåde er inspireret af Flanøren der drev rundt i gaderne i 1800tallets Paris på jagt efter oplevelser og kunstnerisk inspiration.
Historierne er kædet sammen til en lang fortælling som kobler sig på steder i Roskilde. Reallyde er blevet optaget i Roskilde og blander nu steder og episoder sammen i en lydcollage i en evig vekslen mellem nærvær og flash back til andre byer.
Til udstillingen udgives en bog, hvor der findes et kort over ruten gennem Roskilde, samt de historier som fortælles på turen.
Lydvandring: Flâneuse de l'Europe
Tid: 15. marts-28. september 2014
Sted: Roskilde by
Undervisningsworkshop i samarbejde med Absalons Skolen og Roskilde Ældre Motion: "BYT BLIK PÅ BYEN".
Læs mere om Mette Kit Jensen på www.mettekitjensen.dk
ACTS - Festival for Performativ Kunst
ACTS er Museet for Samtidskunsts internationale festival og spydspids i museets arbejde med performativ kunst. ACTS foregår forskellige steder i Roskilde by og på museet og varierer i størrelse og karakter fra år til år. Den 14.-15. juni 2014 afholdes ACTS for 3. gang, og der er denne gang indgået samarbejde med afdeling for Performance Design på Roskilde Universitet. Adjunkt Sanne Krogh Groth og ph.d. Judith Schwarzbart vil være medkuratorer i samarbejde med museumsdirektør og kurator Sanne Kofod Olsen.
ACTS 2014 vil foregå i området omkring Kulturstrøget i Roskilde, som løber parallelt med gågaden fra Domkirken og Palæet m. Museet for Samtidskunst forbi Roskilde Museum til Klosteret og Roskilde Bibliotek. Fokus vil være lydkunst v. Sanne Krogh Groth, social kunst i det offentlige rum ved Judith Schwarzbart samt performancekunst ved Sanne Kofod Olsen.
Der vil medvirke ca. 12 internationale kunstnere. Deltagerliste offentliggøres i marts 2014.
Festival: Acts - Festival for Performativ Kunst
Periode: 14.-15. juni 2014
Sted: Roskilde by
Læs mere om ACTS her
Jacob Kirkegaard
Jacob Kirkegaard er lydkunstner med fokus på videnskabelige og æstetiske aspekter af resonans, tid og lyd. Hans installationer og kompositioner beskæftiger sig med rum og fænomener, som normalt er utilgængelige. Han indfanger hidtil ukendte lyde fra steder som en gejser, en sandbanke, et atomkraftværk, et tomt rum, et TV tårn eller fra det menneskelige øres indre. Siden 1995 har han præsenteret sine værker på en lang række udstillinger og festivaler verden over.
På museet præsenterer Kirkegaard en lydudstilling af nye og eksisterende værker. Han forholder sig bl.a. til museets lydarkiv ved at skabe et arkiv af egne kompositioner. Sideløbende med udstillingen producerer museet en koncert med Kirkegaard samt lydinstallationer i offentlige rum, og der vil være lydworkshop for børn og unge.
Udstilling: Lydkunst (arbejdstitel)
Udstillingsperiode: 2015
Sted: Museet for Samtidskunst
Læs mere om Jacob Kirkegaard på: www.fonik.dk
Luzinterruptus
Luzinterruptus
Den spanske kunstner-gruppe arbejder med oplysning i det offentlige rum, hvor publikum på forskellig vis inviteres til at bidrage til værkerne. Spektakulære lysinstallationer lyser op i byen og belyser samtidigt lokale og globale samfundsmæssige problemstillinger. Man kan betegne værkerne som lys-kunst med socialt engagement. Lydudstillingen er en del af Kulturstrøget i Roskilde.
Læs mere om kunstnerne på deres hjemmeside
Museet for Samtidskunst har tilknyttet en engageret og nysgerrig gruppe, der observerer og anmelder forskellige kunstoplevelser: Museet for Samtidskunsts kunstreportere. Kunstreporterne indsamler og dokumenterer publikums oplevelser gennem video, lyd, interviews m.m.
Her kan du se og lytte til kunstreporternes oplevelser fra museets udstillinger og aktiviteter.
Reportage fra Allehelgensoptoget
Kunstreporterne Vibeke og Bertil Jacobi gik med d. 1. november 2013, da Allehelgensoptoget ledet af Karoline H. Larsen gik gennem Roskilde. Her er deres stemningsberetning.
Reportage fra Lilibeth Cuenca Rasmussen, Anger ist Power
Billeder og indtryk fra Lilibeth Cuenca Rasmussens live performance-show Anger Ist Power, d. 23. og 24. oktober på Gimle. Lavet af kunstreporter Mette Findalen.
Reportage fra ferniseringen på Molly Haslund, Rock Around the World
Kunstreporterne Mette Findalen og Vibeke og Bertil Jacobi fortæller fra ferniseringen på Molly Haslunds udstilling, ROCK AROUND THE WORLD, 20. september - 15. december 2013.
Reportage fra fernisering på Henrik Plenge Jakobsen, Kapital
Billeder og stemningsmusik fra ferniseringen d. 20. september 2013 på Henrik Plenge Jakobsens Kapital. Ved kunstreporter Mette Findalen.